Ja overskriften lyder lidt voldsom, og kan forstås på flere måder, men jeg vil skrive lidt om livet, med en forældre der er syg, og hvordan det kan være.
For 14 dage siden, snakkede jeg i telefon med min mor, hvor hun under vores samtale får et epileptisk anfald.
Min mor fik sit første anfald på min konfirmationsdag tilbage i 2003 (under festen), og blev hentet af ambulancen og blev indlagt den dag. Mine forældre er skilt, og har ikke kontakt til min far, så har derfor kun min mor. Det er frygteligt og den uvidenhed der kan være, omkring hvad der er sket, er frygtelig at gå med.
Min mor var så på medicin for hendes epilepsi og for ca. 5 år siden, blev hun så trappet ud af medicinen, fordi hun ikke havde haft nogen anfald og lægerne vurderede at det var forsvarligt. Det var det så også, indtil for 14 dage siden.
Det skal så siges at epilepsi ikke er den eneste sygdom min mor kæmper med, hun er ramt af mange forskellige ting, som jeg ikke vil komme nærmere ind på, men jeg har altid været vandt til at hjælpe hende, da der har været ting, som hun ikke selv har kunne.
Men tilbage til telefonsamtalen. Det er Sankt Hans aften, og min mor fortæller at hun fik det skidt, og tog så hjem. Jeg ringede til hende, for at høre hvordan det gik, og fik hende så snakket til "ro", så hun fik det bedre. Men ud af det blå, skriger min mor i telefonen og der bliver stille. Til at starte med, ved jeg ikke hvad jeg skal tænke, og spøger om hun er der, og om hun er okay. Jeg får intet svar, og der går det op for mig, at hun nok er faldet om med epilepsi igen. Jeg får råbt efter min kæreste og får derefter ringet til min bror, som bor i samme by som min mor. Jeg er nemlig i den "heldige" situation, at jeg bor 160km væk, og kan derfor ikke gøre ret meget i situationen. Efter at have snakket med min bror, ringer jeg 112, da jeg ved at min mors dør altid er låst, og at min bror ikke har en nøgle. Der bliver sendt en ambulance afsted og min bror er ved min mors lejlighed. Døren er låst og min mor åbner ikke. Ambulancen kommer kort efter og de får sparket døren ind og min mor sidder forvirret i hendes sofa. Hun bliver kørt til sygehuset, hvor hun derefter får endnu et anfald og bider sig slemt i tungen.
Efter at have snakket med alarmcentralen er mine svigerforældre kommet med en bil vi kan låne, så vi kan køre derned. Vi kommer afsted med det samme, og er dernede ved omkring 22 tiden. Min mor er ikke kommet til bevidsthed endnu, og vi snakker lidt om, hvad der er sket, og om hvor heldigt det er, at jeg havde min mor i telefonen, så hun kunne få hjælp. Ellers havde hun lagt alene og forvirret i hendes lejlighed.
Min kæreste og jeg, kører hen til min mors lejlighed og får hentet lidt tøj og hendes andet medicin, så lægerne kan se, hvad hun tager. Da vi kommer tilbage til sygehuset, vågner min mor lidt op, og ser at både min bror, svigerinde, min mors veninde, min kæreste og jeg, står ved hendes side, og hun bliver meget glad for at se os, men hun ved ikke hvad der er sket. Vi snakker lidt, og hun falder i søvn, da hun er meget træt. Ved midnatstid, kører min kæreste og jeg hjemad igen, og min bror bliver på sygehuset hos min mor. Kort tid efter at vi er kørt, får min mor endnu et anfald, hvor hun bider sig slemt i tungen igen, og har svært ved at komme ud af anfaldet. Hun bliver kørt på intensiv afdelingen, hvor hun overnatter til næste dag. Dagen efter bliver hun kørt til et andet sygehus, til neurologisk afdeling, hvor de vil undersøge hende nærmere. Jeg kører den lange vej ned til min mor, for at besøge hende på det nye sygehus, da der ikke er andre der har mulighed for at besøge hende. Hun er omtumlet og svimmel, og kan ikke huske ret meget af, hvad der er sket. Jeg vælger at overnatte i min mors lejlighed, da det ligger noget tættere på sygehuset, end mit eget hjem gør, og så har jeg mulighed for at besøge hende dagen efter igen, og høre hvad lægen siger. De ved ikke hvornår at de vil sende hende hjem, og umiddelbart tænker jeg, at de holder hende weekenden over, da hun er svimmel, kan ikke huske, kan dårligt spise og gå. Men dagen efter ringer min mor og siger at hun bliver udskrevet og jeg siger at jeg selvfølgelig kommer ned og henter hende, da hun ikke kan tage toget hjem, og i øvrigt ikke skal være alene i hendes tilstand!
Det ender med at min mor bor hos mig i over 1½ uge, før hun er klar til at tage hjem og klare sig på egen hånd. Jeg synes det er ret skræmmende at patienter bliver sendt hjem, når de ikke kan klare sig selv. Heldigvis havde jeg verdens bedste arbejdsplads, som sagde at jeg selvfølgelig skulle tage mig af min mor, og at det skulle jeg slet ikke tænke på. Og at det så samtidig faldt sammen med at jeg skulle til at gå hjemme, var kun heldigt, så jeg kunne være der hos min mor.
Men pointen med alt det her, er egentlig, hvor frygteligt det er at gå med frygten. Frygten for at der sker noget, at de bliver syge eller går hen og dør i en tidlig alder.
Hele situationen med min mor, var en af mine værste frygte, og bare tanken om at det kunne ske, var ikke til at holde ud. Og når den frygt så bliver til virkelighed.. Det er.. Jeg mener, der er så mange ting der kunne være sket. Hun kunne være faldet et sted, hvor der ikke var nogen til at hjælpe, hun kunne have slået hul i hovedet osv. Jeg føler at der er nogen der har holdt hånden over os, selvom jeg på ingen måde er troende, for på trods af ulykkens alvorlige karakter, så var hun heldigvis hjemme i hendes sofa, da det skete og hun snakkede i telefon med mig, så jeg kunne ringe efter hjælp. Og heldigvis har hun ikke fået alvorlige mén af anfaldene, hun kan huske de fleste ting, udover anfaldene og nogle episoder dagene efter. Hun har det efter omstændighederne godt og skal nok regne med at være på epilepsi medicin resten af hendes liv.
Men når man er barn til et menneske der er sygt, på den ene eller anden måde, så går man i et kontant beredskab, om, hvornår der kan ske noget. Og for mig er det beredskab ikke bevidst. Jeg går ikke bevidst og er bange hver dag, for det ville være frygteligt. Men jeg går ubevidst og lægger mærke til alle de små signaler der kan være, om der er noget i gære, eller om min mor er okay.
Det er en kæmpe opgave at gå med, og det er til tider mega hårdt. Men som min mor altid har været der for mig, skal jeg også være der for hende, nu hvor hun har brug for det.
Jeg håber aldrig for nogen i verden, at de skal gå med frygten for, om der vil ske deres forældre noget, men jeg ved at der er rigtig mange, hvor det, desværre, er virkelighed.
Det er lidt af grunden til at jeg har været lidt indaktiv på det seneste, og derudover vil jeg bare takke venner og familie og alle de søde beskeder og kram jeg har fået i alt det her. Det betyder mere end i aner.
