Så er det blevet tid til at fortælle om min fødselsberetning, så hvis du er ligeglad, så se bort fra hele dette indlæg, da det er det eneste det kommer til at handle om.
Min kæreste og jeg har prøvet at få børn i et par år, og efter en spontan abort, havde vi så småt lagt ideen på hylden om, at vi selv, uden hjælp, ville kunne få børn. Men bedst som vi havde droppet tanken lidt, så blev jeg gravid! Det var svært at turde håbe på, men som ugerne gik og vi var til første scanning, og kunne se en levende baby i min mave, så kunne vi ikke være mere lykkelige!
Til 20 ugers scanningen kunne jordemoderen så se at min moderkage lå og blokerede for fødselskanalen, og hun nævnte at jeg muligvis ville få et planlagt kejsersnit, da det ikke ville være muligt for mig at føde naturligt, hvis den fortsat lå der, når jeg nærmede mig termin. Det gjorde den desværre, og jeg skulle passe på ikke at løfte og overanstrenge mig, da det ville kunne forsage blødning. Jeg endte med at blive sygemeldt, for at være sikker på at jeg ikke startede med at bløde. Jeg var så så uheldig at jeg begyndte at bløde i september, og blev hentet med ambulance og indlagt. Men heldigvis gik blødningen i sig selv, og alt var som det skulle være.
Ca. 14 dage senere var jeg til min sidste jordemor konsultation, og var sat til at skulle have planlagt kejsersnit d. 14. Oktober og alt så fint ud. Hun trykkede mig på maven (som nok viste sig ikke at være så godt) og hun skønnede ham til at være 2700g. Jeg tager hjem og havde givet kæresten lov til at tage med nogle venner ud og se fodbold, for jeg skulle jo bare forholde mig i ro, så ville der ikke ske noget. Men bedst som jeg sidder og forholder mig rolig ved at male i en malebog, så mærker jeg noget. Jeg skynder mig ud på toilettet, og det fosser ud med blod. Åh nej! Jeg vidste godt hvad klokken havde slået, og jeg panikker en smule, for jeg er alene hjemme, og havde ikke regnet med at der skulle ske noget. Nå, men jeg får ringet til min kæreste, derefter til min jordemor og hun sørger for at ringe til fødegangen og får mig hentet i en ambulance (igen). Jeg bløder virkelig meget og får pakket det mest nødvendige, for har på fornemmelsen at jeg ikke bare bliver sendt hjem efter en dags tid, som sidst. Heldigvis har bebs det godt inde i maven, og jeg har det også godt, trods blødningen. Men læge, jordemor og narkoselæge beslutter at jeg skal have kejsersnittet den aften - d. 8. Oktober 2015.
Det hele er en smule kaotisk og må indrømme at jeg nok er lidt i en chok tilstand, trods at jeg er helt rolig. Det er nok lidt en forsvarsmekanisme, at jeg stopper med at tænke og så bare er i nuet, for at beskytte mig selv. Jeg er generelt ikke bange for nåle og sygehuse osv, men jeg er aldrig blevet opereret eller stukket så meget i, så det er jo nye indtryk og smerteformer, som jeg skal forholde mig til.
Jeg bliver kørt op til operationen og bliver kørt ind i lokalet, og der er virkelig mange mennesker derinde (tror vi fik talt 14 mennesker) jeg får en spinal blokade og den virker så hurtig at jeg ikke kan få benene op på briksen igen. Derefter går det stærkt og det hele er ret kaotisk, mest fordi jeg ikke rigtig får noget at vide. De siger at de nok skal fortælle hvad der skal ske, men der er stadig ingen der siger noget. Pludselig er der en sygeplejerske der kommer bagfra og fortæller at om lidt vil de trykke på min mave og det kan godt være ubehageligt. Før jeg nærmest får sagt "okay" føles det som om at der ligger en 100kg tung genstand på mig og jeg føler at jeg bliver klemt og har svært ved at trække vejret. Jeg mærker en let følelse fra maven, og 1-2-3 så kan jeg høre min lille dreng der giver lyde fra sig. En smuk dreng på 3120g og 50cm!
Jeg ser ham lige kort, hvorefter at de tager ham ud til tjek. Jeg begynder at græde, det er en overvældende oplevelse og det er uvirkeligt at jeg endelig er blevet mor. Den eneste ting jeg altid har vidst og ønsket at blive! Han kommer ind og bliver lagt på mit bryst og han ligger desværre kun lige kort, da personalet synes at han "knirker" i hans vejrtrækning. Jeg har det stadig meget trykkende for brystet og får noget der bedøver og så har jeg det straks bedre.
Det viser sig at vores dreng har lidt problemer med vejrtrækningen og har slugt en del fostervand, så han bliver kørt på børneafdelingen, og min kæreste går selvfølgelig med ham. Jeg bliver syet sammen og kørt til opvågning. Men da jeg ligger der, begynder blokaden så småt at forsvinde, og jeg får mere og mere ondt. Jeg får både en blokade i maven og morfin, men der er ikke noget der tager smerterne.
Min jordemor kommer og skal sikre sig at min livmoder trækker sig sammen, og de smerter jeg får da hun trykker på min mave, er så ubeskriveligt store, at... Ja, har aldrig prøvet noget lignede og jeg er ellers ikke pivet..
Efter at have lagt her nogle timer, får jeg omsider lov til at se min søn igen. Her er klokken omkring 2 om natten. Jeg ser ham lige 20 minutters tid, hvor vi så bliver kørt over på barselsgangen for at sove. Næste morgen kommer jeg til at se ham igen ved 9 tiden. Det er enormt hårdt at have undværet ham så meget, og må da ærligt indrømme at det nok også var med til at gøre det svært for mig at knytte mig til ham, for det var slet ikke gået op for mig at jeg havde fået ham. Jeg havde nærmest ikke holdt ham og med alle de slanger og ledninger, var det svært at få ham helt tæt på og dufte til ham etc.
Men det endte med at vi var indlagt på børneafdelingen i 14 dage og synes ikke at det var den bedste oplevelse. Det er hårdt at være patient, samtidig med at have en søn der er indlagt. Alt er nyt, og vi fik intet at vide. Efter 11 dage i et lille indelukket rum, med få gåture udenfor, brød jeg sammen. Jeg spurgte sygeplejersken om vi ikke kunne lave en plan for resten af forløbet, for jeg/vi kunne ikke blive ved med at gå i den her uvished. Først da hun kom ind på vores stue og så at jeg var ked af det, tilbød hun at vi kunne tage hjem på orlov. Vi var nærmest ude af døren med det samme, og det var bare det bedste at komme med min kæreste og vores dreng hjem! Det endte med at vi var hjemme på orlov de sidste par dage af indlæggelsen, og på 14. dagen blev vi sendt hjem. Det var så tiltrængt at komme hjem - især også fordi vi ikke helt vidste hvorfor vi egentlig var indlagt så længe. Han lå i C-pap i under 2 døgn og så fik han sondemad, men min mælk var løbet til og han fik den mælk jeg pumpede ud. Den ene læge sagde at han var en smule umoden og at modningen ikke var noget han kunne lære, men noget han skulle udvikle. Det hele var sådan lidt meta-agtigt, og gav ikke ret meget mening, når man står i en ny og presset situation.
Men nu er vores dreng, Vincent, 10 uger, og han er så sej! Han vokser og udvikler sig som ham skal, og så er han utrolig nem. Jeg føler mig enormt heldig. Ikke nok med at jeg har fået en smuk og rask dreng, så har han også været eksemplarisk siden dag 1!
Jeg er ovenud lykkelig for at jeg endelig er blevet mor, det er det mest fantastiske! Selvfølgelig har vi også nætter, hvor jeg er ved at rive håret af mig selv, og er så træt at jeg knap nok kan åbne øjnene, men det er jo sådan det skal være ;)
Jeg håber dog næste graviditet (ja for flere børn, det skal jeg have!) bliver noget mere rolig ift. Moderkagen, så jeg ikke skal igennem endnu et kejsersnit. Men nu må vi jo se, det er jo ikke noget jeg selv er herre over :)
