Showing posts with label baby. Show all posts
Showing posts with label baby. Show all posts

Monday, June 26, 2017

Så er det altså nu!

Som overskriften meget rammende siger, så er det altså nu! Nu, at bloggen skal op at køre igen. Jeg har simpelthen haft denne blog alt for længe til, at den bare skal falde død hen og forsvinde!

Jeg vil forsøge at få skrevet lidt hen over sommeren, og da jeg skal arbejde det meste af min sommer, så må jeg tænke mig til ferie hygge i haven og varmere himmelstrøg indtil jeg selv skal syd på ;)

Først en lille update på livet:
Har en efterhånden stor dreng på knap 21 måneder, som går i vuggestue og hopper ud i livet med stort gåpåmod og latter <3 nbsp="" p="">
Jeg har siden sidst fået fast arbejde i en skøn SFO, og elsker mit arbejde!
V's legeværelse er blevet så godt som færdigt og haven har fået lidt en overhaling her i løbet af foråret. Så vi har som altid travlt med en hel masse ;)

Og som tradition tro, har vi vores årlige Gathering i næste uge, hvor vi bliver en 15 stykker i løbet af ugen :D Glæder mig super meget til at se folk igen, efter ikke at have set dem i et år. Jeg skal dog arbejde, men har lidt korte dage og en enkelt fridag, så det ser jeg virkelig frem til!

Alt i alt, så kører livet bare på skinner og vi har det godt! ;)


Tuesday, June 28, 2016

Det kommende legeværelse

Inden vores årlige gathering, skulle vores 1. Sal ryddes, så den kan bruges som sovesal, når vi i næste måned, får besøg af 20 nørder. Vi har de sidste 8 år (tror jeg) holdt et årligt event, hvor en masse skønne folk, fra det meste af Europa, kommer og hygger hos os i en uge. Jeg har før skrevet om det her på bloggen og du kan læse de tidligere posts her og her

Men nok om gathering. For det som det hele handler om, er vores 1. Sal, som skal laves til et stort legeværelse til Vincent. På sigt bliver det hans soveværelse, men han skal lige være noget ældre.

Jeg glæder mig helt vildt til at komme i  gang, og der vil helt sikkert komme en masse billeder og DIY's på instagram! :-D


 



Elsker et tomt rum! Det er som et tomt lærred der bare skriger efter at blive malet på ;-)

Thursday, December 17, 2015

Fødslen

Så er det blevet tid til at fortælle om min fødselsberetning, så hvis du er ligeglad, så se bort fra hele dette indlæg, da det er det eneste det kommer til at handle om.

Min kæreste og jeg har prøvet at få børn i et par år, og efter en spontan abort, havde vi så småt lagt ideen på hylden om, at vi selv, uden hjælp, ville kunne få børn. Men bedst som vi havde droppet tanken lidt, så blev jeg gravid! Det var svært at turde håbe på, men som ugerne gik og vi var til første scanning, og kunne se en levende baby i min mave, så kunne vi ikke være mere lykkelige! 

Til 20 ugers scanningen kunne jordemoderen så se at min moderkage lå og blokerede for fødselskanalen, og hun nævnte at jeg muligvis ville få et planlagt kejsersnit, da det ikke ville være muligt for mig at føde naturligt, hvis den fortsat lå der, når jeg nærmede mig termin. Det gjorde den desværre, og jeg skulle passe på ikke at løfte og overanstrenge mig, da det ville kunne forsage blødning. Jeg endte med at blive sygemeldt, for at være sikker på at jeg ikke startede med at bløde. Jeg var så så uheldig at jeg begyndte at bløde i september, og blev hentet med ambulance og indlagt. Men heldigvis gik blødningen i sig selv, og alt var som det skulle være.

Ca. 14 dage senere var jeg til min sidste jordemor konsultation, og var sat til at skulle have planlagt kejsersnit d. 14. Oktober og alt så fint ud. Hun trykkede mig på maven (som nok viste sig ikke at være så godt) og hun skønnede ham til at være 2700g. Jeg tager hjem og havde givet kæresten lov til at tage med nogle venner ud og se fodbold, for jeg skulle jo bare forholde mig i ro, så ville der ikke ske noget. Men bedst som jeg sidder og forholder mig rolig ved at male i en malebog, så mærker jeg noget. Jeg skynder mig ud på toilettet, og det fosser ud med blod. Åh nej! Jeg vidste godt hvad klokken havde slået, og jeg panikker en smule, for jeg er alene hjemme, og havde ikke regnet med at der skulle ske noget. Nå, men jeg får ringet til min kæreste, derefter til min jordemor og hun sørger for at ringe til fødegangen og får mig hentet i en ambulance (igen). Jeg bløder virkelig meget og får pakket det mest nødvendige, for har på fornemmelsen at jeg ikke bare bliver sendt hjem efter en dags tid, som sidst. Heldigvis har bebs det godt inde i maven, og jeg har det også godt, trods blødningen. Men læge, jordemor og narkoselæge beslutter at jeg skal have kejsersnittet den aften - d. 8. Oktober 2015. 

Det hele er en smule kaotisk og må indrømme at jeg nok er lidt i en chok tilstand, trods at jeg er helt rolig. Det er nok lidt en forsvarsmekanisme, at jeg stopper med at tænke og så bare er i nuet, for at beskytte mig selv. Jeg er generelt ikke bange for nåle og sygehuse osv, men jeg er aldrig blevet opereret eller stukket så meget i, så det er jo nye indtryk og smerteformer, som jeg skal forholde mig til.

Jeg bliver kørt op til operationen og bliver kørt ind i lokalet, og der er virkelig mange mennesker derinde (tror vi fik talt 14 mennesker) jeg får en spinal blokade og den virker så hurtig at jeg ikke kan få benene op på briksen igen. Derefter går det stærkt og det hele er ret kaotisk, mest fordi jeg ikke rigtig får noget at vide. De siger at de nok skal fortælle hvad der skal ske, men der er stadig ingen der siger noget. Pludselig er der en sygeplejerske der kommer bagfra og fortæller at om lidt vil de trykke på min mave og det kan godt være ubehageligt. Før jeg nærmest får sagt "okay" føles det som om at der ligger en 100kg tung genstand på mig og jeg føler at jeg bliver klemt og har svært ved at trække vejret. Jeg mærker en let følelse fra maven, og 1-2-3 så kan jeg høre min lille dreng der giver lyde fra sig. En smuk dreng på 3120g og 50cm!

Jeg ser ham lige kort, hvorefter at de tager ham ud til tjek. Jeg begynder at græde, det er en overvældende oplevelse og det er uvirkeligt at jeg endelig er blevet mor. Den eneste ting jeg altid har vidst og ønsket at blive! Han kommer ind og bliver lagt på mit bryst og han ligger desværre kun lige kort, da personalet synes at han "knirker" i hans vejrtrækning. Jeg har det stadig meget trykkende for brystet og får noget der bedøver og så har jeg det straks bedre. 

Det viser sig at vores dreng har lidt problemer med vejrtrækningen og har slugt en del fostervand, så han bliver kørt på børneafdelingen, og min kæreste går selvfølgelig med ham. Jeg bliver syet sammen og kørt til opvågning. Men da jeg ligger der, begynder blokaden så småt at forsvinde, og jeg får mere og mere ondt. Jeg får både en blokade i maven og morfin, men der er ikke noget der tager smerterne. 
Min jordemor kommer og skal sikre sig at min livmoder trækker sig sammen, og de smerter jeg får da hun trykker på min mave, er så ubeskriveligt store, at... Ja, har aldrig prøvet noget lignede og jeg er ellers ikke pivet.. 

Efter at have lagt her nogle timer, får jeg omsider lov til at se min søn igen. Her er klokken omkring 2 om natten. Jeg ser ham lige 20 minutters tid, hvor vi så bliver kørt over på barselsgangen for at sove. Næste morgen kommer jeg til at se ham igen ved 9 tiden. Det er enormt hårdt at have undværet ham så meget, og må da ærligt indrømme at det nok også var med til at gøre det svært for mig at knytte mig til ham, for det var slet ikke gået op for mig at jeg havde fået ham. Jeg havde nærmest ikke holdt ham og med alle de slanger og ledninger, var det svært at få ham helt tæt på og dufte til ham etc. 

Men det endte med at vi var indlagt på børneafdelingen i 14 dage og synes ikke at det var den bedste oplevelse. Det er hårdt at være patient, samtidig med at have en søn der er indlagt. Alt er nyt, og vi fik intet at vide. Efter 11 dage i et lille indelukket rum, med få gåture udenfor, brød jeg sammen. Jeg spurgte sygeplejersken om vi ikke kunne lave en plan for resten af forløbet, for jeg/vi kunne ikke blive ved med at gå i den her uvished. Først da hun kom ind på vores stue og så at jeg var ked af det, tilbød hun at vi kunne tage hjem på orlov. Vi var nærmest ude af døren med det samme, og det var bare det bedste at komme med min kæreste og vores dreng hjem! Det endte med at vi var hjemme på orlov de sidste par dage af indlæggelsen, og på 14. dagen blev vi sendt hjem. Det var så tiltrængt at komme hjem - især også fordi vi ikke helt vidste hvorfor vi egentlig var indlagt så længe. Han lå i C-pap i under 2 døgn og så fik han sondemad, men min mælk var løbet til og han fik den mælk jeg pumpede ud. Den ene læge sagde at han var en smule umoden og at modningen ikke var noget han kunne lære, men noget han skulle udvikle. Det hele var sådan lidt meta-agtigt, og gav ikke ret meget mening, når man står i en ny og presset situation. 

Men nu er vores dreng, Vincent, 10 uger, og han er så sej! Han vokser og udvikler sig som ham skal, og så er han utrolig nem. Jeg føler mig enormt heldig. Ikke nok med at jeg har fået en smuk og rask dreng, så har han også været eksemplarisk siden dag 1! 

Jeg er ovenud lykkelig for at jeg endelig er blevet mor, det er det mest fantastiske! Selvfølgelig har vi også nætter, hvor jeg er ved at rive håret af mig selv, og er så træt at jeg knap nok kan åbne øjnene, men det er jo sådan det skal være ;) 

Jeg håber dog næste graviditet (ja for flere børn, det skal jeg have!) bliver noget mere rolig ift. Moderkagen, så jeg ikke skal igennem endnu et kejsersnit. Men nu må vi jo se, det er jo ikke noget jeg selv er herre over :)




Sunday, September 20, 2015

Børneværelset

Nu varer det ikke længe før vi har en lille dreng i hjemmet også! 24 dage!!! Børneværelset er færdigt og klar til hans ankomst, og vi glæder os bare helt vildt! :D

Jeg har indtryk af (fra omgangskreds og nettet) at der er mange der ikke lige ved, hvordan de skal indrette børneværelset. Og ofte kommer det jo ned til pladsmangel. Vi kan heldigvis have pusleplads på badeværelset, ellers havde vi også lidt plads problemer, men vores børneværelse er ialt kun 5-6 kvadratmeter, så det kan altså lade sig gøre ;) Og jeg synes endda jeg er sluppet meget godt af med det (og ja, jeg tager æren for indretningen herhjemme :P haha )

Så lad mig smide et par billeder på banen, så I ved hvad jeg snakker om ;)

Se bort fra den sorte kant :P Det bliver malet ved nærmeste lejlighed... hihi

 Jeg startede ud med at bede min søde Morten om at male værelset hvidt, så jeg kunne gå i gang med skyerne på væggen. Dem har jeg lavet ved at lave en skabelon i pap og så bruge en svamp til at "dutte" malingen på med. Jeg brugte tavle maling, så jeg kan skrive små beskeder i skyerne ;)

Så kunne jeg ellers begynde at rykke møbler ind. En lille kommode fra IKEA, som jeg havde i forvejen, og så en gammel lænestol, som har fået et tæppe over sig. Tremmesengen er fra IKEA, og kan findes her. Har malet gallerihylder fra IKEA, som kan findes her og sengenranden er fra NG baby og kan findes her. Ellers er de sidste småting og pynteting fra bla. Tiger, Søstrene Grene, og en del er hjemmelavet også - enten af mig, eller min søde veninde Ditte.

Jeg mangler at lave en uro, som skal hænge over tremmesengen, men den kommer op på et tidspunkt, når jeg får bestilt materialerne ;) ellers venter jeg på en lyskæde, som skal hænge et sted, så der er lidt diskret lys, når han vågner om natten og jeg skal have ham op og amme. Han kommer dog til at sove i en vugge ved siden af mig, så børneværelset bliver nok ikke aktuelt det første stykke tid.

Håber at det kan inspirere lidt ude i de små hjem, og vide at det ikke er så besværligt at få et hyggeligt børneværelse ;) (Y)

Saturday, September 12, 2015

33+0

Tiden løber jo afsted, og før jeg fik set mig om var sommeren gået! Wowza! Det gik stærkt! Men jeg synes nu også at der er noget charmerende over de solrige efterårsdage - ja blæsten, regnen og kulden må gerne blive væk, men de brændte og brune farver, solen der skinner i spindelvævene og fuglene der stadig titter frem, er da bare så hyggeligt! :D

Nu er der kun 7 uger til termin og ca en måned til det planlagte kejsersnit. Jeg er i mellemtiden (siden sidste post) blevet sygemeldt og går nu hjemme på fuldtid og der derfor masser af tid til at gå og nyde det hele. Jeg har det heldigvis rigtig godt og elsker at være gravid! Så dagene går med at være lidt kreativ, slappe en masse af og selvfølgelig lave de huslige pligter som jeg kan og må lave.

Vi er også efterhånden klar til at bette manden kommer til verden, og vi glæder os helt vildt! :D Men altså det er jo ikke det helt vilde og mest spændende at jeg kan opdatere med, for det er hovedsageligt klargøring af baby ting som  jeg går og nusser med - you know, koger sutter, vasker stofbleer, stryger sengetøj og pakker taske til sygehuset.. The usual stuff ;) Haha

Det er super hyggeligt og nyder hver eneste lille del af det! Faktisk elsker jeg det hele ved at være gravid, men det er nok også kun fordi det stadig er forholdsvis nemt! Det er kun de efterhånden 15 kg der begynder at tyngde lidt på bækken og ryg, men det er jo ret naturligt i det her stadie af graviditeten. Og kiloene generer mig faktisk slet ikke! Hvis der skulle ryge et par stykker mere på, ja så går det også nok!


Ja ellers går dagene med at power-høre Michael Jackson og Queen og prøve at svinge kadaveret lidt rundt på de bonede gulve (ironi kan forekomme) ;) Så ja, jeg hygger mig!

Så masser af positive vibes herfra og håber at I får en skøn weekend!

Saturday, July 25, 2015

Indkøb

Der skal en masse ting og sager til, når der sådan kommer en lille ny til verden. Vi har egentlig ikke købt så mega meget endnu, vi har fået en del ting, og så købt lidt hen af vejen. Men da jeg er mere til billeder, og selv synes det er mere spændende at se, end at læse en lang smøre om hvad vi har købt og hvorfor, så kommer her et par billeder af det hele ;)

Småkagerne er dog ikke til Bebs :P hahah


 Jeg ELSKER at shoppe, og jeg nyder virkelig hver gang der kommer lidt nyt med hjem <3 p="">
Ha' en fantastisk lørdag derude!

- Heidi


Wednesday, July 8, 2015

Update: 24!

Det er helt vildt så hurtigt tiden går, og jeg er nu i uge 24! Det' crazy!

Jeg har siden jeg var 18+3 mærket liv og spark hver dag og det er bare fantastisk! De sidste par dage er bette drengens spark blevet hårdere, og det er ikke ligefrem rart, når han sparker på blæren om morgenen :P Jeg er sikker på at han er en lille ballademager og lidt af en rebel ;)

Men I skal da ikke snydes for et par billeder af de sidste par uger!

19+0

20+0
23+1

23+2

Wednesday, June 17, 2015

It's a...

BOY!!!
Yay! Vi var til 20 ugers scanning - eller også kaldet misdannelses scanning (MD scan), i går og vi fik at vide at det var en dreng, som vi venter os til oktober! :D Så nu kan jeg gå all-in på grønne nuancer og mint, uden at skade barnet totalt xD Hahah


Det viste sig så, at min moderkage ligger og blokerer totalt for "udgangen", og at, som det ser ud nu, ender med at jeg skal have et planlagt kejsersnit. Det er som sådan ikke noget der skræmmer mig eller gør mig ked af det, for sådan er det jo.. Men jeg skal resten af min graviditet være opmærksom på blødning, hvis det opstår, skal jeg kontakte fødegangen med det samme.. Det er lidt øv.. Men igen, sådan er det jo, og synes at det er rart at jeg ved hvordan jeg skal forholde mig ;) Jeg skal scannes igen i uge 32 for at fastslå om moderkagen har rykket sig, og hvis ikke, bliver kejsersnittet planlagt, nok til midten af oktober! :D

Men hvor er det bare skønt at få et køn på ham den lille, så jeg ikke længere er nødt til at sige "den", "Bebs" eller "Baby" omkring ham :D Og jeg har haft en stærk mavefornemmelse lige fra starten om, at det var en dreng, så det er også lidt fedt at få ret - og så virker moderinstinktet nu egentlig meget godt ;)

Saturday, May 9, 2015

15+0

Så nåede jeg til 15+0 i min graviditet og jeg synes det begynder at gå rigtig hurtigt med at maven vokser nu! Jeg er begyndt at have problemer med at tage sko på og med at bukke mig ned efter ting, fordi maven kommer i vejen.

Men jeg har det vandvittigt godt og har kun få gener fra graviditeten indtil videre! Jeg har tidligere haft en del kvalme om aftenen, og det kommer kun ind i mellem nu. I 1. trimester var jeg enormt træt, og kunne nærmest falde i søvn stående, men det er heldigvis ved at aftage, så jeg ikke behøver at sove hver eneste eftermiddag og gå tidligt i seng.

På det seneste er jeg begyndt at kunne mærke min livmoder vokse, det trækker i siderne og det hele presser op mod min mave. Men igen er det jo kun gode tegn, på at Bebs vokser! :D

Jeg har også været ude og købe de første par små babyting, og har hentet babypakken fra Matas, så det kommer der også billeder af :D

Ellers skal jeg til første Jordemoder besøg på onsdag, og det glæder jeg mig super meget til :D Og så er der 20 ugers scanning d. 16. juni, som jeg virkelig ser frem til, hvor vi får at vide om det er en lille pige eller dreng vi venter os :D (Jeg tror det er en dreng ;)  )

13 + 0 uger (25, april 2015)
13 + 6 uger (1. maj 2015)


Babypakke fra Matas

Monday, April 20, 2015

It's a Baby!

Så blev det endelig vores tur! Jeg kan dele den glædelig nyhed, at vi skal være forældre til oktober :D Det er noget min kæreste og jeg har forsøgt på i to år, og med en spontan abort for ca. et år siden, er det bare fantastisk at have været til 12-ugers scanning i dag, og se et barn fuld af liv og aktivitet! :D

Vi glæder os helt enormt meget til at blive forældre, og med mig som pædagog og min kæreste som tidligere pædagogmedhjælper - og nu som Ergoterapeut studerende, skal barnet nok blive bombarderet med forskellige teorier og ting og sager.. (hihi) Om det så er godt eller skidt, det finder vi ud af! ;) Men ingen tvivl om at det er SÅ ønsket og længe ventet <3 br="">