Fødslen

Så er det blevet tid til at fortælle om min fødselsberetning, så hvis du er ligeglad, så se bort fra hele dette indlæg, da det er det eneste det kommer til at handle om.

Min kæreste og jeg har prøvet at få børn i et par år, og efter en spontan abort, havde vi så småt lagt ideen på hylden om, at vi selv, uden hjælp, ville kunne få børn. Men bedst som vi havde droppet tanken lidt, så blev jeg gravid! Det var svært at turde håbe på, men som ugerne gik og vi var til første scanning, og kunne se en levende baby i min mave, så kunne vi ikke være mere lykkelige! 

Til 20 ugers scanningen kunne jordemoderen så se at min moderkage lå og blokerede for fødselskanalen, og hun nævnte at jeg muligvis ville få et planlagt kejsersnit, da det ikke ville være muligt for mig at føde naturligt, hvis den fortsat lå der, når jeg nærmede mig termin. Det gjorde den desværre, og jeg skulle passe på ikke at løfte og overanstrenge mig, da det ville kunne forsage blødning. Jeg endte med at blive sygemeldt, for at være sikker på at jeg ikke startede med at bløde. Jeg var så så uheldig at jeg begyndte at bløde i september, og blev hentet med ambulance og indlagt. Men heldigvis gik blødningen i sig selv, og alt var som det skulle være.

Ca. 14 dage senere var jeg til min sidste jordemor konsultation, og var sat til at skulle have planlagt kejsersnit d. 14. Oktober og alt så fint ud. Hun trykkede mig på maven (som nok viste sig ikke at være så godt) og hun skønnede ham til at være 2700g. Jeg tager hjem og havde givet kæresten lov til at tage med nogle venner ud og se fodbold, for jeg skulle jo bare forholde mig i ro, så ville der ikke ske noget. Men bedst som jeg sidder og forholder mig rolig ved at male i en malebog, så mærker jeg noget. Jeg skynder mig ud på toilettet, og det fosser ud med blod. Åh nej! Jeg vidste godt hvad klokken havde slået, og jeg panikker en smule, for jeg er alene hjemme, og havde ikke regnet med at der skulle ske noget. Nå, men jeg får ringet til min kæreste, derefter til min jordemor og hun sørger for at ringe til fødegangen og får mig hentet i en ambulance (igen). Jeg bløder virkelig meget og får pakket det mest nødvendige, for har på fornemmelsen at jeg ikke bare bliver sendt hjem efter en dags tid, som sidst. Heldigvis har bebs det godt inde i maven, og jeg har det også godt, trods blødningen. Men læge, jordemor og narkoselæge beslutter at jeg skal have kejsersnittet den aften - d. 8. Oktober 2015. 

Det hele er en smule kaotisk og må indrømme at jeg nok er lidt i en chok tilstand, trods at jeg er helt rolig. Det er nok lidt en forsvarsmekanisme, at jeg stopper med at tænke og så bare er i nuet, for at beskytte mig selv. Jeg er generelt ikke bange for nåle og sygehuse osv, men jeg er aldrig blevet opereret eller stukket så meget i, så det er jo nye indtryk og smerteformer, som jeg skal forholde mig til.

Jeg bliver kørt op til operationen og bliver kørt ind i lokalet, og der er virkelig mange mennesker derinde (tror vi fik talt 14 mennesker) jeg får en spinal blokade og den virker så hurtig at jeg ikke kan få benene op på briksen igen. Derefter går det stærkt og det hele er ret kaotisk, mest fordi jeg ikke rigtig får noget at vide. De siger at de nok skal fortælle hvad der skal ske, men der er stadig ingen der siger noget. Pludselig er der en sygeplejerske der kommer bagfra og fortæller at om lidt vil de trykke på min mave og det kan godt være ubehageligt. Før jeg nærmest får sagt "okay" føles det som om at der ligger en 100kg tung genstand på mig og jeg føler at jeg bliver klemt og har svært ved at trække vejret. Jeg mærker en let følelse fra maven, og 1-2-3 så kan jeg høre min lille dreng der giver lyde fra sig. En smuk dreng på 3120g og 50cm!

Jeg ser ham lige kort, hvorefter at de tager ham ud til tjek. Jeg begynder at græde, det er en overvældende oplevelse og det er uvirkeligt at jeg endelig er blevet mor. Den eneste ting jeg altid har vidst og ønsket at blive! Han kommer ind og bliver lagt på mit bryst og han ligger desværre kun lige kort, da personalet synes at han "knirker" i hans vejrtrækning. Jeg har det stadig meget trykkende for brystet og får noget der bedøver og så har jeg det straks bedre. 

Det viser sig at vores dreng har lidt problemer med vejrtrækningen og har slugt en del fostervand, så han bliver kørt på børneafdelingen, og min kæreste går selvfølgelig med ham. Jeg bliver syet sammen og kørt til opvågning. Men da jeg ligger der, begynder blokaden så småt at forsvinde, og jeg får mere og mere ondt. Jeg får både en blokade i maven og morfin, men der er ikke noget der tager smerterne. 

Min jordemor kommer og skal sikre sig at min livmoder trækker sig sammen, og de smerter jeg får da hun trykker på min mave, er så ubeskriveligt store, at... Ja, har aldrig prøvet noget lignede og jeg er ellers ikke pivet.. 

Efter at have lagt her nogle timer, får jeg omsider lov til at se min søn igen. Her er klokken omkring 2 om natten. Jeg ser ham lige 20 minutters tid, hvor vi så bliver kørt over på barselsgangen for at sove. Næste morgen kommer jeg til at se ham igen ved 9 tiden. Det er enormt hårdt at have undværet ham så meget, og må da ærligt indrømme at det nok også var med til at gøre det svært for mig at knytte mig til ham, for det var slet ikke gået op for mig at jeg havde fået ham. Jeg havde nærmest ikke holdt ham og med alle de slanger og ledninger, var det svært at få ham helt tæt på og dufte til ham etc. 

Men det endte med at vi var indlagt på børneafdelingen i 14 dage og synes ikke at det var den bedste oplevelse. Det er hårdt at være patient, samtidig med at have en søn der er indlagt. Alt er nyt, og vi fik intet at vide. Efter 11 dage i et lille indelukket rum, med få gåture udenfor, brød jeg sammen. Jeg spurgte sygeplejersken om vi ikke kunne lave en plan for resten af forløbet, for jeg/vi kunne ikke blive ved med at gå i den her uvished. Først da hun kom ind på vores stue og så at jeg var ked af det, tilbød hun at vi kunne tage hjem på orlov. Vi var nærmest ude af døren med det samme, og det var bare det bedste at komme med min kæreste og vores dreng hjem! Det endte med at vi var hjemme på orlov de sidste par dage af indlæggelsen, og på 14. dagen blev vi sendt hjem. Det var så tiltrængt at komme hjem - især også fordi vi ikke helt vidste hvorfor vi egentlig var indlagt så længe. Han lå i C-pap i under 2 døgn og så fik han sondemad, men min mælk var løbet til og han fik den mælk jeg pumpede ud. Den ene læge sagde at han var en smule umoden og at modningen ikke var noget han kunne lære, men noget han skulle udvikle. Det hele var sådan lidt meta-agtigt, og gav ikke ret meget mening, når man står i en ny og presset situation. 

Men nu er vores dreng, Vincent, 10 uger, og han er så sej! Han vokser og udvikler sig som ham skal, og så er han utrolig nem. Jeg føler mig enormt heldig. Ikke nok med at jeg har fået en smuk og rask dreng, så har han også været eksemplarisk siden dag 1! 

Jeg er ovenud lykkelig for at jeg endelig er blevet mor, det er det mest fantastiske! Selvfølgelig har vi også nætter, hvor jeg er ved at rive håret af mig selv, og er så træt at jeg knap nok kan åbne øjnene, men det er jo sådan det skal være ;) 

Jeg håber dog næste graviditet (ja for flere børn, det skal jeg have!) bliver noget mere rolig ift. Moderkagen, så jeg ikke skal igennem endnu et kejsersnit. Men nu må vi jo se, det er jo ikke noget jeg selv er herre over :)

Update - better late than never

Ugerne går så hurtigt og der er sket meget siden sidste post.. Ja vi har jo fået en dreng! Jeg skriver et indlæg om hele forløbet en anden dag, men kort fortalt, kom han da jeg var 36+5 ved akut kejsersnit og vi var indlagt i 14 dage efterfølgende. Vincent, som han kom til at hedde, er perfekt og en meget nem baby, så jeg nyder at være mor i fulde drag! :-D

Stort set alt min tid går jo med at tage mig af ham, men nu er overskuddet og tiden ved at være til at jeg forhåbentligt kan blogge lidt igen - for jeg savner det ret meget ;-)

Ja og i mellemtiden er det jo også blevet jul :-P så glædelig jul!

xoxo Heidi

Børneværelset

Nu varer det ikke længe før vi har en lille dreng i hjemmet også! 24 dage!!! Børneværelset er færdigt og klar til hans ankomst, og vi glæder os bare helt vildt! :D

Jeg har indtryk af (fra omgangskreds og nettet) at der er mange der ikke lige ved, hvordan de skal indrette børneværelset. Og ofte kommer det jo ned til pladsmangel. Vi kan heldigvis have pusleplads på badeværelset, ellers havde vi også lidt plads problemer, men vores børneværelse er ialt kun 5-6 kvadratmeter, så det kan altså lade sig gøre ;) Og jeg synes endda jeg er sluppet meget godt af med det (og ja, jeg tager æren for indretningen herhjemme :P haha )

Så lad mig smide et par billeder på banen, så I ved hvad jeg snakker om ;)

Se bort fra den sorte kant :P Det bliver malet ved nærmeste lejlighed... hihi

 Jeg startede ud med at bede min søde Morten om at male værelset hvidt, så jeg kunne gå i gang med skyerne på væggen. Dem har jeg lavet ved at lave en skabelon i pap og så bruge en svamp til at "dutte" malingen på med. Jeg brugte tavle maling, så jeg kan skrive små beskeder i skyerne ;)

Så kunne jeg ellers begynde at rykke møbler ind. En lille kommode fra IKEA, som jeg havde i forvejen, og så en gammel lænestol, som har fået et tæppe over sig. Tremmesengen er fra IKEA, og kan findes her. Har malet gallerihylder fra IKEA, som kan findes her og sengenranden er fra NG baby og kan findes her. Ellers er de sidste småting og pynteting fra bla. Tiger, Søstrene Grene, og en del er hjemmelavet også - enten af mig, eller min søde veninde Ditte.

Jeg mangler at lave en uro, som skal hænge over tremmesengen, men den kommer op på et tidspunkt, når jeg får bestilt materialerne ;) ellers venter jeg på en lyskæde, som skal hænge et sted, så der er lidt diskret lys, når han vågner om natten og jeg skal have ham op og amme. Han kommer dog til at sove i en vugge ved siden af mig, så børneværelset bliver nok ikke aktuelt det første stykke tid.

Håber at det kan inspirere lidt ude i de små hjem, og vide at det ikke er så besværligt at få et hyggeligt børneværelse ;) (Y)

33+0

Tiden løber jo afsted, og før jeg fik set mig om var sommeren gået! Wowza! Det gik stærkt! Men jeg synes nu også at der er noget charmerende over de solrige efterårsdage - ja blæsten, regnen og kulden må gerne blive væk, men de brændte og brune farver, solen der skinner i spindelvævene og fuglene der stadig titter frem, er da bare så hyggeligt! :D

Nu er der kun 7 uger til termin og ca en måned til det planlagte kejsersnit. Jeg er i mellemtiden (siden sidste post) blevet sygemeldt og går nu hjemme på fuldtid og der derfor masser af tid til at gå og nyde det hele. Jeg har det heldigvis rigtig godt og elsker at være gravid! Så dagene går med at være lidt kreativ, slappe en masse af og selvfølgelig lave de huslige pligter som jeg kan og må lave.

Vi er også efterhånden klar til at bette manden kommer til verden, og vi glæder os helt vildt! :D Men altså det er jo ikke det helt vilde og mest spændende at jeg kan opdatere med, for det er hovedsageligt klargøring af baby ting som  jeg går og nusser med - you know, koger sutter, vasker stofbleer, stryger sengetøj og pakker taske til sygehuset.. The usual stuff ;) Haha

Det er super hyggeligt og nyder hver eneste lille del af det! Faktisk elsker jeg det hele ved at være gravid, men det er nok også kun fordi det stadig er forholdsvis nemt! Det er kun de efterhånden 15 kg der begynder at tyngde lidt på bækken og ryg, men det er jo ret naturligt i det her stadie af graviditeten. Og kiloene generer mig faktisk slet ikke! Hvis der skulle ryge et par stykker mere på, ja så går det også nok!

Ja ellers går dagene med at power-høre Michael Jackson og Queen og prøve at svinge kadaveret lidt rundt på de bonede gulve (ironi kan forekomme) ;) Så ja, jeg hygger mig!

Så masser af positive vibes herfra og håber at I får en skøn weekend!

Indkøb

Der skal en masse ting og sager til, når der sådan kommer en lille ny til verden. Vi har egentlig ikke købt så mega meget endnu, vi har fået en del ting, og så købt lidt hen af vejen. Men da jeg er mere til billeder, og selv synes det er mere spændende at se, end at læse en lang smøre om hvad vi har købt og hvorfor, så kommer her et par billeder af det hele ;)

Småkagerne er dog ikke til Bebs :P hahah

 Jeg ELSKER at shoppe, og jeg nyder virkelig hver gang der kommer lidt nyt med hjem <3 p="">
Ha' en fantastisk lørdag derude!

- Heidi

Update: 24!

Det er helt vildt så hurtigt tiden går, og jeg er nu i uge 24! Det' crazy!

Jeg har siden jeg var 18+3 mærket liv og spark hver dag og det er bare fantastisk! De sidste par dage er bette drengens spark blevet hårdere, og det er ikke ligefrem rart, når han sparker på blæren om morgenen :P Jeg er sikker på at han er en lille ballademager og lidt af en rebel ;)

Men I skal da ikke snydes for et par billeder af de sidste par uger!

19+0

20+0

23+1

23+2

Livet med en syg forælder

Ja overskriften lyder lidt voldsom, og kan forstås på flere måder, men jeg vil skrive lidt om livet, med en forældre der er syg, og hvordan det kan være.

For 14 dage siden, snakkede jeg i telefon med min mor, hvor hun under vores samtale får et epileptisk anfald.

Min mor fik sit første anfald på min konfirmationsdag tilbage i 2003 (under festen), og blev hentet af ambulancen og blev indlagt den dag. Mine forældre er skilt, og har ikke kontakt til min far, så har derfor kun min mor. Det er frygteligt og den uvidenhed der kan være, omkring hvad der er sket, er frygtelig at gå med.

Min mor var så på medicin for hendes epilepsi og for ca. 5 år siden, blev hun så trappet ud af medicinen, fordi hun ikke havde haft nogen anfald og lægerne vurderede at det var forsvarligt. Det var det så også, indtil for 14 dage siden.

Det skal så siges at epilepsi ikke er den eneste sygdom min mor kæmper med, hun er ramt af mange forskellige ting, som jeg ikke vil komme nærmere ind på, men jeg har altid været vandt til at hjælpe hende, da der har været ting, som hun ikke selv har kunne.

Men tilbage til telefonsamtalen.  Det er Sankt Hans aften, og min mor fortæller at hun fik det skidt, og tog så hjem. Jeg ringede til hende, for at høre hvordan det gik, og fik hende så snakket til "ro", så hun fik det bedre. Men ud af det blå, skriger min mor i telefonen og der bliver stille. Til at starte med, ved jeg ikke hvad jeg skal tænke, og spøger om hun er der, og om hun er okay. Jeg får intet svar, og der går det op for mig, at hun nok er faldet om med epilepsi igen. Jeg får råbt efter min kæreste og får derefter ringet til min bror, som bor i samme by som min mor. Jeg er nemlig i den "heldige" situation, at jeg bor 160km væk, og kan derfor ikke gøre ret meget i situationen. Efter at have snakket med min bror, ringer jeg 112, da jeg ved at min mors dør altid er låst, og at min bror ikke har en nøgle. Der bliver sendt en ambulance afsted og min bror er ved min mors lejlighed. Døren er låst og min mor åbner ikke. Ambulancen kommer kort efter og de får sparket døren ind og min mor sidder forvirret i hendes sofa. Hun bliver kørt til sygehuset, hvor hun derefter får endnu et anfald og bider sig slemt i tungen.

Efter at have snakket med alarmcentralen er mine svigerforældre kommet med en bil vi kan låne, så vi kan køre derned. Vi kommer afsted med det samme, og er dernede ved omkring 22 tiden. Min mor er ikke kommet til bevidsthed endnu, og vi snakker lidt om, hvad der er sket, og om hvor heldigt det er, at jeg havde min mor i telefonen, så hun kunne få hjælp. Ellers havde hun lagt alene og forvirret i hendes lejlighed.

Min kæreste og jeg, kører hen til min mors lejlighed og får hentet lidt tøj og hendes andet medicin, så lægerne kan se, hvad hun tager. Da vi kommer tilbage til sygehuset, vågner min mor lidt op, og ser at både min bror, svigerinde, min mors veninde, min kæreste og jeg, står ved hendes side, og hun bliver meget glad for at se os, men hun ved ikke hvad der er sket. Vi snakker lidt, og hun falder i søvn, da hun er meget træt. Ved midnatstid, kører min kæreste og jeg hjemad igen, og min bror bliver på sygehuset hos min mor. Kort tid efter at vi er kørt, får min mor endnu et anfald, hvor hun bider sig slemt i tungen igen, og har svært ved at komme ud af anfaldet. Hun bliver kørt på intensiv afdelingen, hvor hun overnatter til næste dag. Dagen efter bliver hun kørt til et andet sygehus, til neurologisk afdeling, hvor de vil undersøge hende nærmere. Jeg kører den lange vej ned til min mor, for at besøge hende på det nye sygehus, da der ikke er andre der har mulighed for at besøge hende. Hun er omtumlet og svimmel, og kan ikke huske ret meget af, hvad der er sket. Jeg vælger at overnatte i min mors lejlighed, da det ligger noget tættere på sygehuset, end mit eget hjem gør, og så har jeg mulighed for at besøge hende dagen efter igen, og høre hvad lægen siger. De ved ikke hvornår at de vil sende hende hjem, og umiddelbart tænker jeg, at de holder hende weekenden over, da hun er svimmel, kan ikke huske, kan dårligt spise og gå. Men dagen efter ringer min mor og siger at hun bliver udskrevet og jeg siger at jeg selvfølgelig kommer ned og henter hende, da hun ikke kan tage toget hjem, og i øvrigt ikke skal være alene i hendes tilstand!

Det ender med at min mor bor hos mig i over 1½ uge, før hun er klar til at tage hjem og klare sig på egen hånd. Jeg synes det er ret skræmmende at patienter bliver sendt hjem, når de ikke kan klare sig selv. Heldigvis havde jeg verdens bedste arbejdsplads, som sagde at jeg selvfølgelig skulle tage mig af min mor, og at det skulle jeg slet ikke tænke på. Og at det så samtidig faldt sammen med at jeg skulle til at gå hjemme, var kun heldigt, så jeg kunne være der hos min mor.

Men pointen med alt det her, er egentlig, hvor frygteligt det er at gå med frygten. Frygten for at der sker noget, at de bliver syge eller går hen og dør i en tidlig alder.

Hele situationen med min mor, var en af mine værste frygte, og bare tanken om at det kunne ske, var ikke til at holde ud. Og når den frygt så bliver til virkelighed.. Det er.. Jeg mener, der er så mange ting der kunne være sket. Hun kunne være faldet et sted, hvor der ikke var nogen til at hjælpe, hun kunne have slået hul i hovedet osv. Jeg føler at der er nogen der har holdt hånden over os, selvom jeg på ingen måde er troende, for på trods af ulykkens alvorlige karakter, så var hun heldigvis hjemme i hendes sofa, da det skete og hun snakkede i telefon med mig, så jeg kunne ringe efter hjælp. Og heldigvis har hun ikke fået alvorlige mén af anfaldene, hun kan huske de fleste ting, udover anfaldene og nogle episoder dagene efter. Hun har det efter omstændighederne godt og skal nok regne med at være på epilepsi medicin resten af hendes liv.

Men når man er barn til et menneske der er sygt, på den ene eller anden måde, så går man i et kontant beredskab, om, hvornår der kan ske noget. Og for mig er det beredskab ikke bevidst. Jeg går ikke bevidst og er bange hver dag, for det ville være frygteligt. Men jeg går ubevidst og lægger mærke til alle de små signaler der kan være, om der er noget i gære, eller om min mor er okay.

Det er en kæmpe opgave at gå med, og det er til tider mega hårdt. Men som min mor altid har været der for mig, skal jeg også være der for hende, nu hvor hun har brug for det.

Jeg håber aldrig for nogen i verden, at de skal gå med frygten for, om der vil ske deres forældre noget, men jeg ved at der er rigtig mange, hvor det, desværre, er virkelighed.




Det er lidt af grunden til at jeg har været lidt indaktiv på det seneste, og derudover vil jeg bare takke venner og familie og alle de søde beskeder og kram jeg har fået i alt det her. Det betyder mere end i aner.

It's a...

BOY!!!

Yay! Vi var til 20 ugers scanning - eller også kaldet misdannelses scanning (MD scan), i går og vi fik at vide at det var en dreng, som vi venter os til oktober! :D Så nu kan jeg gå all-in på grønne nuancer og mint, uden at skade barnet totalt xD Hahah

Det viste sig så, at min moderkage ligger og blokerer totalt for "udgangen", og at, som det ser ud nu, ender med at jeg skal have et planlagt kejsersnit. Det er som sådan ikke noget der skræmmer mig eller gør mig ked af det, for sådan er det jo.. Men jeg skal resten af min graviditet være opmærksom på blødning, hvis det opstår, skal jeg kontakte fødegangen med det samme.. Det er lidt øv.. Men igen, sådan er det jo, og synes at det er rart at jeg ved hvordan jeg skal forholde mig ;) Jeg skal scannes igen i uge 32 for at fastslå om moderkagen har rykket sig, og hvis ikke, bliver kejsersnittet planlagt, nok til midten af oktober! :D

Men hvor er det bare skønt at få et køn på ham den lille, så jeg ikke længere er nødt til at sige "den", "Bebs" eller "Baby" omkring ham :D Og jeg har haft en stærk mavefornemmelse lige fra starten om, at det var en dreng, så det er også lidt fedt at få ret - og så virker moderinstinktet nu egentlig meget godt ;)

Om at være forelsket på tiende år...

Overskriften rammer det ret spot on: At være forelsket i sin kæreste, når man har været sammen i 10 år! Hvor utroligt og kliché det end kan lyde, så kan det lade sig gøre!

Selvfølgelig er der ikke noget der er rosenrødt, og det har vores forhold bestemt heller ikke været, men helt fundamentalt, har der altid været "noget" at bygge videre på. Alle forhold har jo deres "ups and downs", og jeg tror på, at hvis man kan snakke ordentlig sammen om tingene og på en måde, finde hinandens kompromiser og tage hensyn til hinanden, så kan man virkelig komme langt som par.

Men hvor må jeg dog indrømme at det er SÅ fantastisk at få sommerfugle i maven, når han kommer over til dig, kysser dig og siger hej min dejlige kvinde. Det er uventet og kærligt og når man kigger ind i hans øjne, så ved man bare at man elsker ham! Det er den mest fantastiske følelse, og jeg tror virkelig på at kærlighed kan besejre alt, når jeg kigger i hans øjne! (Og plask! Det er virkelig ømt det her! haha :D )

Mine 5 råd til hvordan et godt forhold holder

1. Giv hinanden plads!
Det er enormt vigtigt at give hinanden plads, især når man bor sammen. Jeg er helt overbevist at manden har brug for sit sted - sin hule, om man vil, hvor han kan trække sig, lave det han har lyst til, uden at fruen i huset skal komme og brokke sig om de sure tallerkner og tomme øldåser der står i hjørnet. Jeg tror det ligger helt dybt i manden at han har brug for enetid, uden snak og forpligtelser. Og når han har fået den tid han har brug for, er jeg sikker på at han kommer og søger den "feminine" hygge, med film, putte under dynen og nussen. - For det har han også brug for! (om han vil indrømme det eller ej!) - og så kan kvinden jo benytte sig af at lave det hun aller helst vil! Win-Win!

2. Snak om tingene!
Misforstå det ikke, man kan også tale tingene ihjel. Men helt generelt kommunikation, om livets store og små spørgsmål, er vigtige at få snakket om. Hvis der er noget der generer en, at man er irriteret eller har en træls dag, så sig det! Hverken mænd eller kvinder kan læse hinandens tanker, og i stedet for at gå og give små hints, og sure øjne til hinanden, så italesæt problemet og få det ud af verden. Vi har generelt en holdning hjemme hos os, at vi gider ikke dårlig stemning, og derfor arbejder vi på at den ikke opstår. Tag tingene så vidt muligt i opløbet, og sørg for at snakke pænt til hinanden og hold en god tone. Man kommer langt med respekt og god karma!

3. Det er de små ting der tæller!
Det er det spontane kys under madlavningen tirsdag aften, det er at lægge dynen over den kolde arm når man sover, eller det er at sige til hinanden at man er smuk, når man er kommet ind efter et skybrud i oktober. Og ja, jeg kunne fortsætte! Og dette gælder ikke kun for manden - også omvendt! Mænd har også brug for at blive bekræftet og få at vide at de er dejlige, smukke og at vi ikke kan leve uden dem! Det er vigtigt at vide at man elsker hinanden, og alle har selvfølgelig forskellige måder at vise det på, men jeg tror på at det er de små ting, der virkelig viser kærligheden mellem to mennesker! Det er ikke de store gaver, om man over-snaver hinanden inde i biffen eller om man skal hænge op af hinanden hele tiden. I min optik handler netop det, ofte om bekræftelse, og det er ikke nødvendigvis det samme som kærlighed!

4.Stop kvinde-brokket!
Den hænger lidt sammen med nummer 1 og 2, men kvinder har ofte en tendens til at brokke sig - og gøre det meget! Jeg er selv en sucker for brok, og jeg kan brokke mig i timevis om alt fra hende damen i Netto og snød foran i køen til de beskidte strømper der for anden dag ligger på gulvet ved siden af vasketøjskurven.. Men, hvorfor? Hvad får jeg ud af at brokke mig? Jo, jeg får afløb for min irritation, bevares. Men hvad får manden ud af det? Hvad får han ud af at høre på negativitet og irritationer fra en helt dag, som han oven i købet, nok ikke har været en del af, da han ikke er med på hverken arbejde eller nede og handle.. Han kan støtte dig i alt det irriterende du har været udsat for på en hel dag, men kan han ændre det? Nææ.. Jeg er selv enormt opmærksom på ikke at brokke mig for meget, og så holde mig til de ting der virkelig går mig på (altså sådan helt inde i maven) - hvis de ikke for alvor er et problem, som man gerne vil have støtte til fra manden af, så hold brokken for dig selv! (Eller ring til en veninde eller din mor! ;) )

5. Elsk!
Ja, jeg sagde det! Den intime del er enormt vigtig, og om en eller begge parter vil indrømme det, så er det et faktum. Det er selvfølgelig forskelligt fra par til par, hvor meget denne del fylder, og jeg tror det er vigtigt at finde en løsning, som er holdbar for begge parter. Igen handler det om respekt. Om det så er hver dag, med forskellige partnere eller det er en gang om måneden er sådan set underordnet, hvis det fungerer for jer. (og jer, som i jer BEGGE to!) Vær åbne om jeres sexliv overfor hinanden, og fortæl hvad i gerne vil og ikke vil. Og så nyd det. Sørg for at gøre det så det er rart for jer begge og sæt de grænser der er nødvendige. Sex skal være sjovt, følsomt og intimt, og skal være noget man gøre af lyst - og ikke af pligt!


Jeg siger ikke at dette er "The Recipe" til et holdbart forhold, for hvis det var det, så var det da helt vildt nemt! Men folkens, det er der INTET der er! Men jeg er sikker på at hvis man har et positivt livssyn og har respekten for hinanden og tænker over de 5 ovenstående råd, så tror jeg på at man kan komme rigtig langt og bygge et godt fundament.

Og én ting ved jeg... Jeg har lyst til at tilbringe resten af min liv sammen med min kæreste, og jeg vil elske ham for evigt <3>

15+0

Så nåede jeg til 15+0 i min graviditet og jeg synes det begynder at gå rigtig hurtigt med at maven vokser nu! Jeg er begyndt at have problemer med at tage sko på og med at bukke mig ned efter ting, fordi maven kommer i vejen.

Men jeg har det vandvittigt godt og har kun få gener fra graviditeten indtil videre! Jeg har tidligere haft en del kvalme om aftenen, og det kommer kun ind i mellem nu. I 1. trimester var jeg enormt træt, og kunne nærmest falde i søvn stående, men det er heldigvis ved at aftage, så jeg ikke behøver at sove hver eneste eftermiddag og gå tidligt i seng.

På det seneste er jeg begyndt at kunne mærke min livmoder vokse, det trækker i siderne og det hele presser op mod min mave. Men igen er det jo kun gode tegn, på at Bebs vokser! :D

Jeg har også været ude og købe de første par små babyting, og har hentet babypakken fra Matas, så det kommer der også billeder af :D

Ellers skal jeg til første Jordemoder besøg på onsdag, og det glæder jeg mig super meget til :D Og så er der 20 ugers scanning d. 16. juni, som jeg virkelig ser frem til, hvor vi får at vide om det er en lille pige eller dreng vi venter os :D (Jeg tror det er en dreng ;)  )

13 + 0 uger (25, april 2015)

13 + 6 uger (1. maj 2015)

Babypakke fra Matas

Opdatering: Projekt nyt gulv

Så fik jeg endelig tid til at sætte mig ned og få skrevet lidt på bloggen. Dagene går simpelthen så hurtigt, jeg kan slet ikke følge med! Jeg er 15+0 i min graviditet i dag, men mere om det i et indlæg senere ;)

Nu over til projekt "riv væg ned, læg gulv, riv det op igen og læg ned igen.. Gør det et par gange og lang tid efter, er vi næsten færdige..." Ja, noget i den stil ;)

Ej, jeg sluttede sidste indlæg om projektet med at Morten var ved at male og vi skulle lægge gulvet. Det var ikke helt så lige til som vi havde troet, så det trak en smule ud. Men efter megen bøvl og ståhej, så er det lagt, og vi mangler kun lister i køkken og et par enkelte steder :D Yay!

Her er lidt billeder af processen:

Vi er super glade for det, og det giver et helt andet udtryk til stuen og køkkenet :D Det er 1000 gange nemmere at gøre rent og vaske og jeg er sikker på at vi bliver så glade for det - også når baby kommer til efteråret ;)

It's a Baby!

Så blev det endelig vores tur! Jeg kan dele den glædelig nyhed, at vi skal være forældre til oktober :D Det er noget min kæreste og jeg har forsøgt på i to år, og med en spontan abort for ca. et år siden, er det bare fantastisk at have været til 12-ugers scanning i dag, og se et barn fuld af liv og aktivitet! :D

Vi glæder os helt enormt meget til at blive forældre, og med mig som pædagog og min kæreste som tidligere pædagogmedhjælper - og nu som Ergoterapeut studerende, skal barnet nok blive bombarderet med forskellige teorier og ting og sager.. (hihi) Om det så er godt eller skidt, det finder vi ud af! ;) Men ingen tvivl om at det er SÅ ønsket og længe ventet <3 br="">

Projekt: Riv ned og byg op igen

Vi har siden påske, været i gang med at rive væggen ned mellem stue og køkken. Det er noget vi længe har ønsket, så vi kunne få mere lys og får lettere adgang til køkken og 1. sal. Nu er vi nået til at male stue og køkken, og næste etape er at få lagt gulvet! Vi har bare lige en brændeovn der skal løftes/flyttes, mens gulvet bliver lagt, og håber ikke at det skaber alt for mange problemer ;)

Allerede nu elsker jeg at have den lette adgang til køkkenet og stuen er så meget lysere at være i. Men glæder mig meget til at blive færdig nu. Det er som om at det altid trækker ud, selvom man lige tænker, at det kun kommer til at tage et par dage ;)

Her er et billede af stuen tilbage i Januar 2015. Det er væggen til højre, ud mod køkkenet, som vi vælter.

Her er der lavet hul i væggen ud mod køkkenet.

Her er køkkenelementerne blevet flyttet, og der er gjort klar til at mure og lave det sidste el.

Og her er det blevet muret og derefter malet

Så nu er det bare gulvet der skal lægges. Det sker engang i næste uge, og så kommer der en lille update, når vi engang bliver færdige ;)

Rigtig god søndag derude!

Kram Heidi

Skal, skal ikke

Så kom et valg, som jeg har overvejet meget længe, om jeg skulle tage eller ej. Jeg har frem over valgt at skrive på dansk, for det bare er nemmere og hurtigere. Jeg har været enormt inaktiv på min blog det seneste års tid, og har slet ikke skrevet de sidste par måneder, og det er simpelthen for dårligt, da jeg virkelig holder af at blogge.

Der sker en masse ting i mit liv pt, som jeg også vil komme til at blogge om, når tiden er rigtig, og det er bare så meget mere nærliggende at skrive på mit modersmål. Jeg har ladet "translate" knappen til venste stå, så i tilfælde af at nogen vil læse med, som ikke læser dansk, så kan de også være med :)

Jeg håber at der er forståelse for dette, og at I stadig gider at læse med. Jeg har prøvet at opdatere layoutet lidt, men det driller en smule, så kan ikke helt få det, som jeg vil have det, men sådan er det jo ;)

Jeg glæder mig super meget til at indvige jer alle sammen i mine (og vores) planer, og så vil jeg i hærdigt prøve at være meget mere aktiv fremover!

Kram Heidi

Welcome

Woow.. Christmas happend.. New years happend.. And now it's 2015, and I forgot to blog.. Again!

Do you know that feeling, when you look at time, and like seconds after, you look again, and a couple of hours just past? It happens for me all the time!

Anyway.. I got some great Christmas gifts and had a cozy evening. New years was calm and nice aswell, so that's all good. Tomorrow I'm going back to work and things god back to normal again.

Well.. 2015.. I have no idea, what so ever, what's gonna happen this year, but one thing is certain.. I'm gonna do my absolute best to make it fun and full of laughs and positivity! That's my goal for this year! If it doesn't make me happy, I'm not gonna do it!

With all that said.. I hope you all had a great 2014, and thanks for following me around, and lets make 2015 memorable!